Smag på Thy

1. juni kl. 14-22 til Sommer By Night i Thisted

SMAG PÅ THY! Et nyt stort fødevaremarked i Thy!

Denne sommer slår vi for første gang dørene op til Thys nye, store, fødevaremarked; Smag på Thy. Vi tager dermed det første spadestik i at udvikle en fødevarefestival, der samler og markedsfører alle der producerer eller benytter råvarer fra Thy, i deres produkter og smagsoplevelser.

Hav og fjord! Klithede og landbrugsjord. Vores beliggenhed gør naturen i Thy til noget ganske særligt, hvor næsten hele Danmarks naturvariation er samlet på én egn og dermed har også fødevareproduktionen mange forskellige muligheder at plukke fra. 

Smag på Thy afholdes her det første år på samme dag som byen sommer by night. Stemningen fra National Park Thy vil danne rammen for mellem 20-30 lokale fødevareproducenter, som vil vise og sælge deres skønne produkter. Vi vil løbende opdatere deltager-listen.

Vi håber på rigtig stor interesse og at alle får en dejlig oplevelse med hjem af, hvad både vores natur og lokale producenter kan præstere – en oplevelse de vil dele med mange andre.

Visionen er at skabe et årligt tilbagevendende fødevaremarked, der skaber værdi for producenterne, for byen og for hele Thy! En bæredygtig udvikling i vores lokalsamfund, hvor vi arbejder og står sammen om at skabe og fortælle de gode historier, skaber en fælles identitet med afsæt i en tydelig lokal forankring – et tydeligt Thy.

Der er i år planlagt tre store tilbagevendende ”fyrtårnsarrangementer” hen over sommeren i de tre store handelsbyer - med tre forskellige temaer. De 3 ”fyrtårnsarrangementer afholdes i VI ELSKER THY regi

1. juni i Thisted med SMAG PÅ THY
6. juli i Hurup med KUNST- OG HÅNDVÆRK I THY
17. august i Hanstholm med HAW DAW I THY.

VI ELSKER THY er et samarbejde mellem detailhandlen i Hanstholm, Hurup og Thisted. Vi har fået midler fra Thisted Kommune til at udvikle detailhandlen i Thy i tæt samarbejde med Thy Erhvervsforum og Thy Turistforening. Vi mener ikke at fremtiden for detailhandlen i Thy afgøres af en større koncert eller en ekstra open by-night. Vi mener fremtiden for detailhandlen - og for enhver anden branche i området - afgøres af fremtiden for Thy. Derfor har vi valgt at investere de kommunale midler i at skabe fællesskab, opmærksomhed og arrangementer, der kan styrke kendskabet og kærligheden til Thy og vores lokale aktører og produkter - for både Thyboere og vores gæster.

Dem kan du møde til SMAG PÅ THY

Galgebakkens hjortefarm

Galgebakkens hjortefarm har hjemmeslagteri med salg af levende dyr og kød til både privat såvel som virksomheder.

Til Smag på Thy vil du kunne smage deres røgede dyrekølle og spegepølse, som du selvfølgelig også har muligheden for at købe med hjem.

Ørum Får

Ørum får bor på en mindre landejendom på nordsiden af Ørum sø. En del af deres jord ligger i Nationalpark Thy, hvor fårene, som er af racen Spelsau, græsser.

Til Smag på Thy vil de både medbring kød og skind. Husk indkøbskurven og glæd jer til at høre fortællinger om fårene.

11/11

Bageriet 11/11 laver brød og croissanter med friskmalet, lokalt og økologisk mel fra Gyrup. Hos Bageriet 11/11 kan du købe dig til skønne brød, sandwiches, kager og dejlig kaffe fra vognen.

Chrizzy NO. 6

Christine Villesen har i et par år haft sin rullende stenvogn, hvorfra hun vil sælge stenovnsgrillede krabbeklør som et bud på "Smag på THY". Sammen med sig har hun KYST som repræsentere meget af det "VI ELSKER THY" skal udvikle detailhandlen efter. Et lille co-lab som vi glæder os til at møde d. 1 juni. Spis ikke hjemmefra.

Thy Økobær

Til Smag på Thy skal vi også møde Thy Økobær der vil introducere os for deres nye pure og sælge ud af deres hvide, røde og lyserøde Ribs samt stikkelsbær på frost.

Thy Økobær får desuden selskab af Tine fra PlanThy, som laver skønne marmelader og saft fra de økologiske bær. Tine vil byde på smagsprøve og salg af marmeladerne. Her er der god mulighed for at fylde din indkøbskurv med lokale lækkerier.

Det Gamle Røgeri

Rygtet siger at de sælger Danmarks bedste røgvarer. Til Smag på Thy skal du dog blot hilse på dem og glæde dig til at smage deres hjemmelavede fish&chips. Der er heldigvis ikke så langt ned til deres butik og restaurant hvor du kan handle varerne med dig hjem.

Thy Whisky / Gyrup

Thy Whiskey deltager både med egen stand og deres Gyrup malteri i et samspil med Thisted Bryghus.

Glæd dig til at smage Thy Whiskey - produceret af deres egne økologiske råvarer, hånddestilleret på kobberkedel, og nænsomt modnet i de bedste fade. Jakob og Andreas deltager på dagen og er livlige historiefortællere.

Til Smag på Thy vil du kunne opleve live-ølbrygning, smage samt købe deres produkter med hjem. Desuden er det muligt at købe malt – den perfekte gave til den lokale hjemmebrygger.

Svanenet

Hos Svanenet kan du glæde dig til smagsprøver på Cold Hawaii bolsjer. Joan vil desuden lave et tilbud på dagen, hvor du får 3 stk for 100.

Thy Gårdbutik

Thy Gårdbutik vil til Smag på Thy sælge af deres skønne marmelader, spegepølse og desuden medbring hvad høsten ellers tillader.

Thy Gårdbutik er mere end blot en gårdbutik, og har årligt mange besøg fra børnefamilier da de blandt andet tilbyder bondegårdsferier, hvor i kan komme helt tæt på naturen, dyrene og livet på landet.

Kig forbi Lisbeth og Jørgen for at høre endnu mere os deres skønne sted i Stagstrup.

Thisted Bryghus

Hele Thy’s Bryghus er for tredje år i træk udnævnt som Årets Danske Bryggeri, af Danske Ølentusiaster.

Thisted Bryghus vil til Smag på Thy medbringe deres fantastisk veteranbil, hvorfor de vil uddele smagsprøver på Nationalpark øllene.

Oplev desuden live-brygning og shop dine special-øl til weekenden på deres stand.

Premier Is

Hos Premier Is i Thisted laver de flødeis med piskefløde – og det har de gjort siden 1933.

Til Smag på Thy deler de scoops ud af deres økologiske varianter fra Mejerigården – du kender nok Henrik og Søren fra reklamerne.

Får du en favorit is kan du desuden købe den med og nyde derhjemme.

Madværkstedet Thy

Madværkstedet Thy er også repræsenteret til Smag på Thy på Store Torv. Madværkstedet Thy er startet med hjælp fra Thisted Kommune og er støttet af Nordea-fonden. Det er bygget op som et socialøkonomisk caféprojekt og består af otte medarbejdere, der alle er tilkendt fleksjob.

Madværkstedet Thy liner til SMAG PÅ THY op med et miljø der oser af stemning fra deres hjemmebane, hvilket blandt andet kan ses på deres møbler de har fået fremstillet hos Thy Produktionsskole i Sjørring.

Husk at efterlad plads i maven til at smage en ”lokal gourmet hotdog”, med bla. Hjemmelavede Pølser fra slagteren i Vorupør, hotdogbrød fra 11/11 og hjemmerørt tilbehør.

Vilsund Blue

Til Smag på Thy kan du også møde Vilsund Blue, som på dagen giver smagsprøver på blåmuslinger - friskdampet i øl fra Thisted bryghus. Du har selvfølgelig også mulighed for at købe muslinger med hjem til weekenden.

Tican Fresh Meat

Til Smag på Thy vil du kunne smage- og købe, hjemmelavede flæskesvær og svinekam - ølmarineret i Thisted Bryghus Øl.

Bakkedal

Fra os i Thy uddeler smagsprøver på deres økologisk Bakkedal smør - serveret på friskbagte, franske baguettes.

Du kan selvfølgelig også købe med hjem til weekenden.

Ismejeriet Thy

Ismejeriet Thy laver håndrørt is, af høj kvalitet, med den gode nerve fra Thy.

Især deres veganske is har fået særdeles god omtale. Lavet på havremælk og rene råvarer fra Thy.

Glæd dig til at møde Claus til Smag på Thy, og vid at du selvfølgelig også kan købe is med hjem til weekenden.

Inger og Knuds Biavl

Inger og Knud fra Tilsted er biavlere. Deres flittige bier producerer et unikt produkt: ØKOLOGISK LYNGHONNING FRA NATIONALPARK THY.

Mød dem til Smag på Thy og køb herlige lokale råvarer med dig hjem.

Hannæs Mobilkøkken

Hannæs Mobilkøkken, i Frøstrup, serverer til Smag på Thy helstegt økologisk gris fra Kathøjgård som ligger i Amtoft. Dertil serveres salat.

Duft dig frem og husk at ha’ sultne maver når du besøger Smag på Thy.

Frilandsgrønt

Frilandsgrønt i Kjelstrup driver et landbrug og frilandsgartneri hvor de blandt andet dyrker jordbær til selvpluk, kartofler, dild, og som noget nyt, rodfrugter og rødkål.

Til Smag på Thy sælger de ny opgravede kartofler og presser rødbedejuice, i kan købe med jer.

THYA /Chokoladekurven

THYA har udviklet en serie lækre delikatesser baseret på råvarer, man kan nyde i naturen i og omkring Nationalpark Thy.

Til Smag på Thy medbringer THYA deres marmelader eller sennep, som du kan købe til tilbuds priser denne dag. De har desuden deres Nationalpark Thy snaps med, som også kan købes til billigere penge. Glæd jer til at møde Alice og Tinna til Smag på Thy på Store Torv, Thisted.

Thy Turistforening

Desuden kan du besøge Thy Turistforening som holder åbent hele dagen.

Der sker mere

Der sker meget mere i Thisted